The hot city – Ubud

Det er længe siden sidst jeg har skrevet noget her inde. Derfor er denne lidt længere end andre 😉

Da vi havde planlagt vores tur skulle gå til Bali fik vi af vide at regnvejr ville der komme meget af, men indtil videre havde det ikke regnet særligt meget.

Derfor frygtede jeg det særligt meget….. Da jeg så vågnede op til morgen vi skulle videre fra Tabanan. Regnede det som helvede var sluppet løs!!!

Det stod ned, ikke nok med det regnede ned kom regnen også ned fra og op! Vejene var lavet om til vandløb.

Du kan vel godt forstå vi var meget bange for vores chauffør ikke vil komme og hente os. Heldigt for os, kom han i sin lille bitte bil. 

Den lignede noget der var en joke, hvordan skulle joachim og jeg komme ind af den lille dør og hvordan Forf@n  skulle vi gøre af vores tasker?? 

Jeg gik helt i baglås og endte med at stå og kigge på mens han fandt plads til alle vores tasker og os, også blev Tabanan langt bag os. 

Byens magi sad stadig tæt om mig som regnen der væltede ned fra himmel. Det var som om Tabanan gjorde alt for vi ikke kunne rejse fra byen. 

Turen fra Tabanan, var en voldsom tur, selv nu efter noget tid kan jeg stadig huske hvor spændt jeg var i hele kroppen,
og jeg må sige den tur var ikke for børn, vi kørte med 100 km/t og bilen kørte nogle gange af vejen. Der skete os heldigvis intet og vi kom sikkert frem!

Eller… Igen blev vi sat af langt fra vores hostel så en lille gåtur i regn skadet os jo ikke… Jeg troede turen med bilen var det voldsomme indtil minuttet før, jeg lagde mig ned så lang jeg er!

Heldigvis tog min rygsæk det meste af faldet og det den ikke klarede, tog mit venstre knæ… 

Blodet løb om kæmp med regnen, og ved hjælp af regnen blev min sok drivvåd og rød. Et par helt nye hvide sokker, mistede den dag sin fine hvide farve, og endte i en skraldespand efter to vaske. 

Vi fandt hostel og der lå i en baggård på 2 sal, som selvfølgelig var det op af trapper…

Jeg klarede turen op af trapperne,  mens joachim havde tjekket os ind og vi fik vores håndklæder, og blev vist ind på vores sovesal/værelse. 

Jeg vil prøve at beskrive hvilke følelser der ramt mig da vi endelig kom ind på værelset. For at give en form af ide om hvordan en træt Ida har det efter en lang tur. 

Mine skulder brændte næsten af smerte.
Den tunge taske der graver sig dybere ned i huden, det følelse som om rammende ville skære sig ind til knoglerne, hvis kun smerten var til at irritere mig kunne oplevelse nok været til at håndtere,
mens den fugtige luft fik sveden til løbe ned af min ansigt og de små baby-hår til at klistre sig fast i nakken og dem som stadig kunne bevæge sig fri fra nakken, lavede en midsommer dans rundt om taskernes ramme.
For hvert et skridt jeg tror sendte de råb efter at blive sat fri. 

Smerten fra såret gav sig, at hver til skridt hen til døren var modbydelige at tage.

Alt var vådt enten fra regn eller mit eget sved. En glædelig følelse fyldte min krop efter jeg fik virkede skoene af og kunne åbne for døren ind til mit midlertidige hjem. 

Glæden varede ikke længe da en kold mur af AC ramte mig som en stenmur, smerten fra såret og skulderen blev sat til side af den kolde luft der sår mine kinder, som en kold dag på ski, det føles som at få forfrysninger. 

I det øjeblik ville jeg hellere være ude i den klamme varme fra regn igen. Fornuften slog over, for knæet skulle rense sammen med af tanken om den befrielse der ville ske når taskerne der blev sat ned. 

Efter min befrielse og de små baby-hår fik lov til at blive sat fri blev alt den ulidelighed jeg oplevede på de 10 minutter forsvandt lige så hurtigt som de kom. 

Efter et renset sår og en masse asfalt senere stod vi igen ude på gaden midt i et gademarked og gud hvor blev jeg glad for byen, vi gik en lang tur rundt og så hvad Ubud summede af! 

Der var rejsende som os overalt og glæde, som jeg ikke kunne lade være med at smitte af på min egen sårede sjæl som hurtigt blev til en glad og energifyldt sjæl igen. 

Ubud er en by for mange forskellige typer. Alt fra yoga, hellse, hikning, til festaben. Det passede til alle, i min forstand, joachim havde det lidt ændredes med hellere oplevelsen, for han fik “jeg savner havet for meget” hvilket jeg godt kan give ham rigtig i da efter vores dage ved havet var det mærkeligt at være fanget inde midt i landet. Byen bliver også kaldt for “The hot city” og hold da op hvor var det varmt!!! Vi var nødt til at stå meget tidligt op for at opleve en form for normal temperatur (Bali styles) derefter gik varmen kun oplad og faldt først igen om natten.

Efter at set byen til tynde valgte vi at stå MEGA tidligt, jeg vil næsten sige før selv Gud står op. Hvorfor mon stå så tidligt op? spørg du dig nok meget forvirret, jo ser du det er fordi vi ville have den smukke morgensol ud og bjergkæden som Ubud ligge i mellem. 

Det er går en meget fin morgenrute på ca 10 km man kan gå eller løbe, som vi (jeg) gerne ville have billede af, desværre kom vi aaalt for sent op alligevel.. men turen var smuk og jeg fik taget nogle flotte billeder og vi kom tilbage til Ubud på et tidspunkt hvor vejret ikke var alt for varmt i Ubud standarder.  

Derefter ledige vi en scooter, for eventyret var ikke forbi i dag. 

Vi kører gennem helvedes trafik, til at starte med var det meget ubehageligt men jeg må sige jeg faldt hurtigt ind i deres måde at køre på, joachim derimod havde det ubehageligt hele turen igennem, vi kastede scooteren mellem biler og andre scooter, hornet blev holdt inde hvert 2 minut. Krydsene blev anset som en gat du kunne overholde hvis du havde overskud til dem. Jeg vil sige alt der minderne om dansk vej ordnet holdte ikke til i Balis trafik. 

Turene hen til vores rigtige eventyr, vil jeg næsten også sige var et eventyr i sig selv. 

Første stop var et meget smukt og næsten gemt vandfald, der var næsten ingen der kom mens vi tog en svømmetur og da vi fik nok af vandfaldet var der en smuk gåtur gennem junglen, over fine vandløb og blomster i alle verdens farver. Det var et fantastisk syn, jeg nød at se et gemt sted. Derefter gik det til et andet vandfald der var i den helt anden ende. 

Vi gik fra nul mennesker til 1000 mennesker rundt om os. Der var så mange mennesker overalt, vi kunne slet ikke komme ned og det var som en  motorvej, også kom vi ikke engang helt ned til vandfaldet! Vi kunne ikke komme forbi andre meen jeg fik muligheden for at tag nogle sjove billeder.

Efter turen op af motorvejen og tilbage til Ubud, var klokken mange og vi faldt næsten i søvn med det sammen, dagen efter skulle vi videre og derfor ville jeg bare ned til et tempel der ligger midt i byen. Så min alarm stod til 6:30 og jeg kom op, sagde til joachim jeg smutter også sket der noget jeg aldrig har prøvet før. 

Jeg stod midt i et madmarked og jeg var den eneste med blondt hår! Det var som jeg var vandede midt ind i tidslomme, alt stod stille og jeg sugede det hele til mig, lydene fra de forskellige boder og de krydrede lugte, der satte sig på mine læber, og smagen fik mit mund til at trække sig tilbage og efterlade en form for nysgerrighed af hvad der skabe denne fremmede krydrede lugt. Jeg oplevede mine ben tog mig rundt blandt boderne, åh hvor må jeg sige det var smukt, jeg har aldrig følt mig mere hjemme i et fremmede land før, den morgen sider i mig på en måde jeg aldrig håber jeg glemmer, det var også den morgen jeg viste på stedet jeg skal tilbage her igen!

Det er en af mine yndlings morgener også blev jeg vildt gode venner med en fra personalet, jeg tror også han gav os mere frugt på vores morgenmad end nogle af de andre 😉 

Det var trist afsked med byen, men jeg var meget spændt på vores næste eventyr!!!