Vend dig.

Der sidder du igen. foran mig, intet syn til hvem du er eller hvad du læser. Sidder du altid der? Du sider der når jeg kommer og ikke længere har overskud til at se på min firkant af en computer. Du er der før mig, og jeg kan intet andet se end din sølv farvet vandflakse, din slidte grønne jakke, der hænger over stolen. Du ser træt og irriteret ud nogengange.

Vend dig. 

Du må have et stort skæg eller måske er det tyndt og der er kun fylde ud til siderne, jeg ved det ikke. Det fyrsterne mig. Det er mærkelig at jeg kender din nakke og ryg, bedre end du selv måske. Jeg kender intet ansigt som har du.

Et spørgsmål kun til dig, er du ansigtsløst? 

Måske har jeg set dit ansigt uden at vide det er dig? Er du et mysterie for mig. 

Vend dig. 

Jeg ser dig aldrig rejse dig op. Du er væk og tilbage uden min viden.

Rejste du dig? 

Jeg holder øje og stadig forsvinder du når jeg er mest opsuget af min arbejde. Hvor forsvinder du hen, gemmer du dig for mig? Du er måske lige som os andre kedelig mennesker der skal have vand og tisse.  

Vend dig. 

Du er en ryg og nakke for mig, ved du overhovedet jeg sidder lige bag dig, ved du hvilket mysterie du er for mig? Ser du mig? jeg er lige bag dig. Du må vide hvor min plads er, du sidder altid foran den, aldrig bag mig. Kom nu fortæl mig at jeg ikke er ligegyldigt, fortæl mig nu at jeg har betydning for dig. Jeg kan da ikke være lige som alle de andre i dine øjne. Du må da set mig.
Jeg må være noget, jeg kan ikke være intet  i din verden, jeg må fylde lige så meget som du gør i min.

Vend dig. 

Manden uden et ansigt, manden der kun findes med sin sølv farvet vandflaske og slidte grønne jakke. 

Vend dig om, vis dig for mig.

Ville jeg overhoved truer se på dig når du vender dig, måske ville alt den spænding du giver mig forsvinde end viden hvordan du ikke længere er ansigtsløst.

Du vil blive kedelig normal som resten af os.

Vend dig og jeg måske ser dig. 

Rejs dig før mig.