Min første oplevelse i Kuta

Jeg hører lyden af AC’ens summen der kæmper kampen mod heden der vælter ind under døren. Selvom den kolde luft kæmper hårdt, giver den varme hede sig om min svedige hud og låser sig fast som et jerntæppe. Sveden er som et vådt og klistret tæppe, der får trøjen til at klæbe sig fast til huden, hvilket forårsager i at den snor sig som et slangeskind om min krop, mens det ellers dejlige silkelagen bliver til et fængsel for benene da de er overophedet af varme som de kan ikke komme væk af med . Et goldt smask fra den tørre mund der ikke kan få spyt til at synke, en smerte der skærer sig ned igennem halsen, der tvinger en til at vågne fra sin døsen for at finde en flaske lunkent vand, med andre ord. 

Min første morgen på Bali. 

Vi landede for 2 dage siden i Kuta, efter to lange flyveture og en 8-timers mellemlanding. Det første som ramte mig da jeg gik ud af flyet var en hård mur af varmt fugt der satte mine svedkirtler i gang,

Hjemveen skar i mit hjerte for der kunne jeg mærke at jeg ikke længere var i Danmark. 

Efter mit møde med varmen glædet jeg mig mere end noget andet at se Joachim og komme så hurtigt hen til vores hostel. Turen var lang fra lufthavnen til vores hostel. Gud hvor jeg var glad da vi fik nøglerne til vores huler. I min lille hule faldt jeg i søvn med alle min rygsæk og håndtaske i ske. 

Udmattelsen tog fast om mig, der gjorde jeg blev bange at jeg holdt om min pung og mobil hele natten for at finde lidt tryghed i et fremmed sted.

Vores første dag i Kuta gik meget langsomt, vi kom op til morgenmad 10 min før det lukkede også sad vi i på sååå fin en tagterrasse og så ud over hele Kuta, det var et smukt syn der desværre blev ødelagt af varmen og fugten som var for meget til at kunne sidde der. Vi valgte at lægge en lille plan, som indgik to ting, 1: vi skulle ned til vandet. 2: se hvad Kuta handler om. 

Vi gik overalt og ud fra hvad Kuta kan tilbyde var ikke særligt meget af det som vi ønskede at se. Der var meget turisme og ikke særligt meget kultur. Men Vandet!! Åh vandet! Det var fantastisk, åh jeg kan ikke beskrive hvor en rar følelse det var at mærke det varme vand, der løb ind over mine blege føder, det var som en silkeblød fornemmelse der efterlod mine fødder med en træng til at løbe ud i havet og opleve den silkebløde følelse på hele min krop og lade vandet køle min overophedet krop ned, jeg ville mærke hvordan strømmen tag mit hår med sig, mens jeg gik opdagelse på havbunden. Jeg fik desværre ikke mit ønske opfyldt da nysgerrigheden for at se resten af byen tændte et steppebrand i mig. 

no images were found

Efter vores første dag i Kuta valgte vi at vi rejse ind i Bali, så vi søgte efter en anden by og det blev Tabanan. 

Tabanan ligger omkring 30 km væk fra Kuta. 

Men selvom vi havde besluttet os for at tage afsted ville jeg stadig gerne have nogle billeder af havet, og derfor efter vi havde tjekket ud, satte Joachim sig og bevogtede vores tasker mens jeg gik en lille tur for at tage billeder. 

På min tur kom jeg forbi en kvinde der havde en butik, hvor jeg købte mig en sarong, det er et flot stykke stof man binder om sig som kjole eller nederdel, jeg stoppede egentlig kun hos hende fordi hun sad og lavet nogle flettede kurve, som jeg grublede mig over hvad de bruges til. Efter jeg havde købt sarongen af hende spurgte jeg hvad hun lavet og om jeg måtte tage nogle billeder af det.

Hun forklarede at de var til “Juleaften” i hendes region, der ville være i næste uge. I kurvene ville hun ligge frugt, og blomster som ofringer til Guderne. Jeg havde allerede set disse former for ofringer rundt på gaderne, hendes forklaring og gade ofringerne fik mig til at tænke på det er en fin måde at vise forståelse for større ting end én selv og ønske om held og lykke til livet. 

Nå men turen til Tabanan gik godt, vi havde dog givet den forkerte adresse så vi skulle går en lille kilometer. Efter den “lille” gåtur kom vi frem til et meget kærlig familiehus. På grund af vores værelse ikke var helt klart blev vi sat ude i deres have og fik en god te og en lang snak med ejeren. Nu sidder jeg og drikker en indonesisk kaffe, lille tip fra mor jeg skulle lyttet til “lad vær med at drikke deres kaffe” og det kan jeg kun give ret i… den er ikke god men man skal lære af sine egne fejl. Bali byder på meget mere end hvad jeg går og tror. Jeg er spændt på hvad Tabanan har at give.